Om os

Tillid gennem 4 generationer

I Korsør Ligkistemagasin har vi mange års erfaring. Vi har hjulpet familier og venner i Korsør, Slagelse og omegn med at sige farvel til deres nærmeste i over 100 år.

Bedemandsforretningen drives i dag af datter og far – Heidi og Otto Nielsen – på adressen Jens Baggesensgade 37 i Korsør. Vores erfaring viser, at en personlig begravelse kan lindre sorgen efter et dødsfald – og vi hjælper derfor dig og din familie med at skabe en unik og meningsfuld afsked.

Korsør Ligkistemagasin – vores historie

Korsør Ligkistemagasin er grundlagt d. 2. april 1909. Dengang åbnede vores bedste- og oldefar Thorvald Emil Nielsen forretningen som både bedemand og møbelhandler. Han var en dygtig snedkermester, og Korsør opfyldte alle hans forventninger frem til hans død i 1951.

Thorvald blev begravet af sin søn, Henning Nielsen, som i de næste 23 år drev Korsør Ligkistemagasin. Både Thorvald og Henning var begge snedkermestre og kunne begge lave møbler og selvsagt kister.

I 1974 blev Henning ved sin død, afløst af sin søn, Otto Nielsen, der den dag i dag arbejder i bedemandsforretningen. Han havde 30 års jubilæum i 2004.

Heidi Nielsen overtog i 2005 virksomheden fra sin far, efter at have afsluttet eksamen fra Danske Bedemænd. Heidi har dog siden 1999 været med i den daglige drift, inden hun overtog direktørstolen, som denne gang dog ikke skete ved dødsfald. Men i fred og fordragelighed. I snart 15 år har datter og far arbejdet side om side. Snedkergenet har sprunget et par led over og i dag er tiden nok også rendt fra hjemmesnedkererede kister.

 

Senest er Hans Clausen kommet til. Hans er chauffør for Heidi, idet Heidi i dec. 2015, fik så dårligt et syn, at hun ikke længere kan kører bil forsvarligt. Så Hans kører hver gang sammen med Heidi, når hun skal afsted.

Alma er vores dejlige labrador, som meget kærligt og nysgerrigt tager imod alle, som kommer på besøg i vores forretning. Alma ved godt, at der ikke er noget bedre end en kold snude og en varm og blød pels, til at lede tankerne lidt væk fra alt det tunge og sørgelige. Alma elsker klap og nus og sidder mange gange ved jeres side eller lægger sig på jeres fødder, bare for at være ”tæt på”.

 

Bedemand i Korsør

Kontakt os i dag for en personlig og fortrolig samtale. Du vælger selv, om du kommer til os i forretningen, eller om vi skal besøge dig i eget hjem.

Efter vores erfaring er det ofte en lettelse, når det sidste farvel er planlagt i god tid. Derfor tilbyder vi også vores hjælp, hvis du ønsker at planlægge din egen begravelse, herunder også at vælge din egen urne eller kiste.

 

 

Top